Øremærkning
Intensiveret tilsyn ved kælvning og fødsel
Når vores dyr nærmer sig kælvning, fødsel eller yngelpleje, skærper vi vores overvågning af to primære årsager. Vi ønsker dels at kunne yde hjælp ved eventuelle komplikationer under processen og dels at øremærke kalven eller kiddet så hurtigt som muligt efter fødslen. Vores køer foretrækker typisk at være for sig selv under kælvningen, hvilket kan gøre det udfordrende at finde dem. Der er tidspunkter, hvor koen er let at lokalisere, men hun foretrækker ikke altid at vise os, hvor hun har gemt kalven.
Praktisk tilgang til mærkning og overvågning
For at udføre disse opgaver arbejder vi typisk i par. Én person placerer et reb rundt om kalvens hals, mens den anden sørger for at sætte øremærkerne i. Personer med rebet har også et redskab til at holde koen på afstand, hvis hun ikke er komfortabel med vores tilstedeværelse under fødslen. Dette skaber sjældent problemer, men hvis koen viser tegn på uro eller modstand, trækker vi os tilbage. Disse dyr kræver altid stor respekt, da de er store og kan reagere uforudsigeligt. Øremærkning kan udføres senere, selvom det er mere besværligt. Selvom vi har mulighed for at få dispensation til at øremærke kalvene ved "indbinding", har vi hverken brugt eller planer om at bruge denne metode. Uanset hvad skal nye kalve registreres inden for syv dage efter fødslen.
Tilskudsfodring
Praksis med ekstensiv helårsafgræsning og minimal tilskudsfodring støttes for at undgå fødeknaphed. Kontraproduktive regler begrænser fleksibiliteten og skaber unødvendige indgreb i naturplejen.
Tilskudsfodring og arealets bæreevne
Tilskudsfodring er ikke det samme som kosttilskud eller mineraler. Det er alene nødvendigt, hvis der ikke er tilstrækkelig føde på det område, dyrene går på. Hos os praktiserer vi ekstensiv helårsafgræsning og forsøger i videst muligt omfang at undgå tilskudsfodring. Det er ofte et resultat af menneskeligt fejlbedømmelse af arealets bæreevne. Flere faktorer spiller ind, når vi vurderer bæreevnen. Vejrforholdene udgør den største ukendte faktor.
Faktorer der påvirker Bæreevnen
Eksempelvis kan et varmt efterår, hvor vegetationen fortsætter med at vokse, lede til en overvurdering af områdets bæreevne. Frost stopper næsten al vækst og nedvisner samtidig en del af vegetationen, som tidligere kunne have tjent som føde til dyrene. Nedbør kan også pludseligt begrænse mængden af tilgængelig føde. Hvis engene står under vand, er det ubrugeligt, selv hvis de er fulde af egnet føde.
Vandbøflernes Rolle og Helårsafgræsningens Formål
Vi anvender blandt andet vandbøfler, som er amfibiekøretøjer og kan forcere vand. Deres store klove, lange ben og beskedne vægt giver dem en fordel på den bløde bund. Helårsafgræsningens mål er at lade dyrene spise al plantevækst på arealet inden næste vækstsæson for at undgå uomsat vegetation, der kan henfalde som førne. Disse områder inkluderer mosebunke, tagrør, lysesiv, blåtop samt brændenælder, konkurrencestærke græsser og kulturgræsser. Efterladt uafgræsset vil disse områder udgøre førne, hvilket hindrer væksten af mindre sarte og sårbare bredbladede urter (blomster) under et tykt lag førne.
Dyrenes Behov og Tilskudsfodringens Konsekvenser
Dyr må gerne være sultne, men de skal ikke sulte når vi har dem bag hegn. Havde vi ikke hegn, ville dyrene alligevel sulte, men så ville det åbenbart være helt ok i følge diverse hegnsmodstandere. Tror måske ikke helt, de har tænkt den tanke til ende, men ingen er jo forpligtet over evne.
Tilskudsfodringens Adfærdsmæssige Indvirkning
Bliver tilskudsfordring nødvendig, uagtet alle anstrengelser på at undgå dette, er der ikke meget godt at sige herom, udover at dyrene naturligvis ikke sulter. Dyrene har tendens til at ophøre med naturlig fourageringsadfærd – de får med andre ord bly i røven – og bliver hellere liggende og venter på at fodringen bliver fyldt op igen end selv aktivt at foretage fødesøgning.
Tilgang til Tilskudsfodring og Erfaringer med Dyr
Vi har intet religiøst forhold til tilskudsfordring – det har jeg faktisk ikke til noget i vores forvaltning – vi er praktiske pragmatikere, men når det er sagt, er det ikke uvæsentligt at have sig det mest optimale for øje og stile herefter. Vi har tilskudsfodret kreaturer og sidste år, tilskudfordrede vi også vores bøfler. Det var første vinter med bøfler – vi havde bøffelkøer med små kalve og en tyr, som virkede fuldstændig uforberedt på, at der kunne være udsving i fødemængden og næringsindholdet heri.
Konsekvenser af Regler og Ønsket om Forbedringer
Vi er desværre underlagt visse kontraproduktive regler, opfundet af en ikke særligt tænkende Landbrugsstyrelse. Ved at have så få dyr som muligt på vores arealer om sommeren, forsøger vi at sikre os, at der er tilstrækkeligt med føde til dyrene om vinteren samtidig med, at vi om efteråret eventuelt også tager nogle dyr af arealerne. Men står vegetationen for langhåret pr. 15. september, står vi til at kunne miste noget af vores plejegræstilskud og grundbetaling. Det er langt fra optimalt.
Medicinering og Behandling
Overordnet Princip om Medicinering
Som helt overordnet hovedregel medicinerer vi ikke vores dyr. Medicin hører ikke hjemme i naturen. Giver vi det til vores dyr, havner det før eller siden i naturen, og det er uacceptabelt. Kan dyr ikke klare sig hos os uden medicin, må de hellere bo et andet sted.
Parasittryk og Behandlingsperspektiver
Idet vi har et lavt dyretryk, må mængden af parasitter også forventes at være forholdvis lavt. Da vi herudover har samgræsning med flere forskellige dyrearter, som ikke deler parasitter, må parasittrykket forventes yderligere reduceret. Hertil kommer, at langt de fleste parasitter sidder i den laveste del af vegetationen. På det tidspunkt hvor parasitterne er mest aktive, skulle vores forskellige dyr nødigt være kommet så langt med at æde årets tilvækst af planter, at de æder af den laveste del af vegetationen. Den skal forhåbentlig først sættes til livs sidst på vinteren eller i det tidlige forår, hvor parasitterne enten er inaktive eller døde eventuelt på grund af frost.
Dyrs Behandling og Flokstruktur
Idet vi tror meget på flokstrukturer, kan vi heller ikke blot tage et dyr ud og behandle det på en eventuel sygefold. Min holdning er, at såfremt det måtte blive nødvendigt, at tage for eksempel en hest ud for at behandle den – måske med daglig håndtering af en dyrlæge – så vil jeg hellere aflive den, medens den står i sin flok og føler sig sikker og uanset hvad, i hvert fald på mange andre parametre har det psykisk bedre, end hvis den først skal separeres fra flokken og opbevares alene eller i en ny flok-struktur under uvante forhold. En sådan behandling vil ikke være i dyrets interesse, men alene i ejerens interesse. Kan dyret ikke restituere eller rekonvalescere i sin flok, bør den bydes en anden afslutning på sin jordiske tilværelse.